Daugbjerg A/S's historie

Firmaet blev startet i Tilegade 9 i Nakskov.

Erfaringsgrundlaget var i orden, da G. Daugbjerg og fru Helene besluttede at blive selvstændige og den 1. juni 1955 åbnede i Tilegade 9 i Nakskov.

G. Daugbjerg havde sin viden indenfor papir- og kontorartikler som tidligere repræsentant for papirengrosfirmaet Hans Jensen A/S i Nyborg. Helene Daugbjerg havde også en solid forretnings-uddannelse som tidligere bestyrer for Kehlet Stella Nova i Nakskov.

Parret fik forholdsvis hurtigt ansat et bud der kunne bringe papirvarer ud til kunderne på en longjohn, men ellers var de ene om arbejdet. Takket være en god portion flid og gåpåmod, lykkedes det rimelig hurtigt at få skabt en god, stabil kundekreds.

Pladsen blev for trang i Tilegade 9, et års tid efter åbningen 1. juni 1955 indviede man imidlertid et nyt socialkontor i Nakskov. Det var en vigtig begivenhed for kontor-og papircentret G. Daugbjerg, idet indehaver G. Daugbjerg fik en aftale i stand med kommunen om, at han kunne leje det gamle socialkontor som lager, indtil bygningen på en endnu uvis dato skulle nedrives.

Det gik godt en pæn tid indtil den skæbnesvangre dag, hvor entrepenøren fra Sjælland ringede og sagde at nu skulle lageret ryddes, for han startede den følgende uge på at nedrive bygningen.

G. Daugbjerg piskede rundt i Nakskov for at finde et andet sted, hvor han kunne have sit lager, men uden resultat. I sin kvide gik han til daværende borgmester Marius Nielsen og klagede sin nød. Borgmesteren lyttede tålmodigt, og ringede op til entrepenøren og sagde:" Det med den nedrivning af Nakskovs gamle socialkontor kan du godt udsætte 1½ år". Derefter knaldede han røret på og så var den klaret. Før 1½ år var gået havde Daugbjerg skaffet nye lokaler i Tilegade 41, så problemet blev løst på naturlig måde.

I Tilegade 41 var der stort set intet, men Daugbjerg tog initiativ til, at en masse småskure blev revet ned. En lagerbygning blev opført i gården, og forhuset indrettet til butik og kontor. Adressen husede senere Nakskov Projektskole.

I 1977 købte Daugbjerg købmand H.Chr Huus Eft´s ejendom Axeltorv 5 , firmaets nuværende adresse. Alle de bagerste bygninger i gården blev revet ned, og lager og kontormaskine værksted i et plan blev bygget, ned mod Havnegade der er firmaets indkørsel.

Daugbjerg a/s blev 1. maj 1997 overtaget af 4 ansatte. De fire var Asger Knudsen , Erik Hansen, Poul Kistrup og Jørgen Krogh. Den 1. sep. 2004 trak Poul Kistrup og Asger Knudsen sig ud af firmaet

1 maj 2009 trak Erik Hansen sig ud af firmaet.

Firmaet nuværende ejere er Jørgen Krogh, Jesper Madsen og Kasper Kühlmann

 

 

 



 

Mayland_Katalog_2025_framsida_1448x2048.jpg (189×267)